Skip to content

Lydcirklen

Sections
Personal tools
You are here: Home » Lydcirklen » GIM terapi

Created by plone
Last modified 2010-12-07 17:26

GIM terapi

Document Actions
GIM - en udforskning af bevidstheden gennem musik

GIM er en spirituel psykoterapeutisk metode, som bygger på indre rejser til klassisk musik.

GIM giver mulighed for lytteoplevelser på flere bevidsthedsniveauer. I GIM lader man musikken føre sig ind i en vågen drømmeoplevelse, hvor billeder, scenarier, kropsfornemmelser, følelser, tanker og minder fremkaldes af lytteoplevelsen.

GIM giver mulighed for ændring af fastlåste reaktionsmønstre, øget selvforståelse og indsigt, styrket evne til problemløsning, samt øget tilgang til kreative og spirituelle ressourcer.

GIM er effektiv både som kort- og langtidsterapi, hvor musikken danner en tryg og æstetisk ramme om psykiske forandringsprocesser og selvudvikling.

GIM står for Guided Imagery and Music. GIM blev udviklet i 1970'erne af musikeren og musikterapeuten Helen Bonny fra Maryland, USA. Metoden er siden videreudviklet og udbredt over det meste af verden.

GIM sessionen

En GIM session varer 1 1/2 til 2 timer og består af en indledende samtale, en guided afspænding, musikrejsen og en afsluttende samtale. Den indledende samtale danner udgangspunkt for terapeutens valg af musik. Gennem en afspændingsøvelse forberedes man til musikoplevelsen.

Under selve musikoplevelsen, som sædvanligvis foregår liggende, fortæller man terapeuten om sine oplevelser. Terapeutens opgave er at være lydhør overfor musikken og lytterens respons på denne, og gennem en ikke-styrende dialog hjælpe lytteren med at lade sine oplevelser komme frem.

Musikken varer 30-50 minutter. Efter rejsen bearbejdes oplevelsen i en samtale med terapeuten, ofte kombineret med mandalategning.

Musikken

Musik kan fastholde stemninger og følelser og vække associationer og minder. I GIM er musikken sammmensat i en række programmer, som giver mulighed for bearbejdning af forskellige typer af følelser og temaer.

Musikkens struktur og klang danner en støttende ramme for GIM-oplevelsen - musikken bærer én frem. Den klassiske musiks skønhed kan fremkalde kontakt med og heling af dybe bevidsthedsindhold, som ellers kan være svære at berøre.

Min tilgang til GIM

Jeg har i mange år arbejdet med terapi, selvudvikling, meditation, indre rejser og spirituel udvikling, og arbejder med GIM udfra en eksistentiel tilgang. Jeg har arbejdet intensivt med GIM-metoden i 14 år, både i grupper og individuelt. At arbejde med sine indre verdener gennem symbolske bevidsthedsrejser og med sine dybtliggende følelser gennem kontakten til musikken er for mig en meningsfuld og dybt bevægende arbejdsform.

Jeg har indenfor de senere år interesseret mig for og videreuddannet mig i at arbejde med chok og traumer i GIM.

Jeg anbefaler et forløb på minimum 3 gange.

 
 

Powered by Plone

This site conforms to the following standards: